Geisha – den gode værtinde
Vi forbinder ofte geishaer med japanske, nærmest dukkelignende, kvinder. Men faktisk var de første geishaer mænd. Fejlagtigt bliver geishaen ofte, primært af vesterlændinge, forvekslet med en prostitueret – i den fine ende, vel at mærke.
Geishaens plads i det japanske samfund er dog ikke at prostituere sig selv men derimod at underholde med samtaler, dans, sang og andre former for performancekunst i de japanske tehuse.
Prisen for geishaens selskab løber snildt op i flere tusinde kroner, og det er heller ikke et job, man bare får. For at blive geisha skal man gennem en lang lærlingeperiode og have en dybdegående forståelse for den traditionelle japanske kultur.
Det skønnes, at der er ca. 10.000 geishaer i dagens Japan, mens der i 1920’erne var ca. 80.000.
Shogun – datidens magthaver
Shogunen er en historisk figur i Japan, som fra 1192-1868 var landets øverste militære leder. Kejseren var stadig landets formelle leder, men i realiteten var det shogunen, der havde mest at skulle have sagt. Titlen gik som regel fra far til søn, indtil en udefrakommende familie væltede shogunen og tog magten.
Shogunen bestemte over daimyoerne, som hver især regerede en del af landet, og herunder samuraierne.
Japan har ikke haft en egentlig shogun siden 1868, men ordet bruges dog stadig i visse tilfælde om store ledere og vigtige politiske personligheder.
Samurai – ham med sværdet
Samuraierne var en brik i det hierarki, der var i forbindelse med shogunerne, og disse fungerede altså som krigere af højeste rang. Samuraierne bar altid et langt sværd og et kort sværd.
Mens det lange sværd blev brugt til at likvidere fjenden, blev det korte sværd brugt til selvmord i forbindelse med tab af ære.
Dog gik det sjældent så galt, at samuraierne kom i æresproblemer, da de bl.a. var udstyret med letvægtsrustninger, der gjorde dem ekstra agile.
Samuraierne forsvandt med shogunerne, men de gamle krigere har stadig en vigtig plads i den japanske kultur, ligesom kampteknikkerne også er overført til mange nyere japanske kampsportsdiscipliner.
